Etcas udklækker talentfuld industrielektriker

Etcas udklækker talentfuld industrielektriker

Livet har været fyldt med bump og modvind for Thaer Alfarokh. I 2015 flygtede han fra Syrien og bosatte sig i Danmark, hvor han på imponerende vis har kæmpet sig tilbage til en normal hverdag med familie og fast arbejde som industrielektriker hos Etcas i Fredericia.

29-årige Thaer Alfarokh er en ukuelig fighter. Han drømmer stort og giver ikke op, når han først har sat sig et mål. Selvom han løb panden mod muren et utal af gange, da han søgte læreplads, fortsatte han ufortrødent med at banke på døren med en ambition om at finde et sted, hvor han kunne uddanne sig, lære sproget og udvikle sig som menneske.

- Det var svært for mig at finde en læreplads som almindelig elektriker. Jeg spurgte overalt. Uden held. Heldigvis stødte jeg en dag ind i Etcas, hvor jeg efter nogle gode snakke fik en læreplads som industrielektriker. Det skridt har jeg aldrig fortrudt, fortæller Thaer Alfarokh, der afsluttede sin læretid i juli måned efter 3½ gode år som lærling.

Arbejdet som industrielektriker er sjovt, afvekslende og udfordrende

Som industrielektriker bygger Thaer Alfarokh blandt andet nye styretavler på værkstedet i Fredericia, ligesom han servicerer og reparerer styringer på proces- og produktionsanlæg ude hos kunderne.

- Jeg har det fedeste job, hvor jeg både skal bruge hovedet og mine hænder, når jeg skal bygge og montere styretavler. Selvom jeg nu er udlært, ved jeg naturligvis ikke alt. Her er jeg meget taknemmelig for mine dygtige kolleger, der tager sig tid til at hjælpe mig i mål med kundernes løsninger, forklarer Thaer Alfarokh, mens han er i fuld gang med at bygge en styretavle.

Uddannelse er et fælles ansvar

I Etcas glæder overmontør Per Svendsen sig over, at Etcas aldrig tøvede og gav Thaer Alfarokh en velfortjent chance som industrielektrikerlærling, selvom fagligheden og sproget dengang ikke sad 100 % i skabet.

- Vi har alle et ansvar for at uddanne unge menneske. Vi skal tro på dem og give dem værktøjerne til at blive dygtige håndværkere. For vi har brug for kvalificeret arbejdskraft, hvis vi skal kunne levere den nødvendige kvalitet på styringer og automatik i et konkurrencepræget marked, hvor en optimal og fejlfri produktion spiller en afgørende rolle, forklarer Per Svendsen og afslører, at Etcas allerede har ansat en ny talentfuld lærling.

Medvinden er velfortjent

Efter en svær barndom og et udfordrende liv som teenager i Syrien har Thaer Alfarokh endelig medvind og succes i livet, hvor han har fået en god uddannelse og tjener penge, så han kan forsøge familien.

- Jeg elsker mit liv og arbejde i Danmark. Det er fedt at se, at de anlæg jeg er med til at bygge, får tingene til at køre ude hos kunderne. I øjeblikket arbejder jeg mest med at bygge, montere og fejlsøge, men i fremtiden drømmer jeg om at være med til at programmere styringen til proces- og produktionsanlæg, fortæller Thaer Alfarokh, der føler sig i sit es, når han er ude hos kunderne.

- Det er fedt og lærerigt at samarbejde med kunderne. Her får jeg en masse erfaring, når jeg skal fejlsøge. Måske er det er en nødstopkreds, der slår fra, en motor der er gået i stå eller kontaktorer eller motorværn, der er brændt af. Når jeg har fundet fejlen og anlægget kører med succes igen, giver det en glad fornemmelse i hele kroppen, understreger Thaer Alfarokh, inden han med sin sædvanlige omhu og sans for kvalitet fortsætter monteringsarbejdet på styretavlen.

Vil du vide mere om Etcas og hvilke opgaver, vi løser, eller vil du høre om jobmuligheder?
Kontakt Etcas på 76 31 55 55 eller mail@etcas.dk.